..... meat balls?!
Jeg transcenderede lykke i aftes under mild påvirkning af øl, og stærk, fysisk overvældende og traumefrembringende påvirkning af litterater. Jeg har aldrig, det vil jeg godt lige understrege, aldrig!, oplevet noget lignende.. Men jeg var også ædru så vel som novice ud i punkkoncertkultur.
Speaking of which, punkattitude er et potent objekt for et fremtidigt phd-projekt omhandlende udviklingen af denne hos tilsyneladende tilforladelige og normale (her bør nok indgå en uddybende præcisering af brugen af begrebet "normal") unge mennesker, italesættelsen og formidlingen af denne (specielt via internetmedier), samt en receptionsæstetisk gennemgang af dens historicitet.
Jeg vil godt starte med at sige, at jeg havde haft mine tvivl omkring holdbarheden af den ide, der havde motiveret mig til at gennemtrumfe punkkoncert som element i en litterær julefrokost. Jeg mener bare.. det er ikke Silver Jews, og litterater har ikke ry for at være de mest punkentusiastiske blandt unge, og når der er tale om det på bloggen tidligere omtalte punk/rock/hipstersmart/lol/testrup-band, De Sorte Huller (det sorte hul er blevet et knap så sort hul, men det vender jeg tilbage til), kunne jeg frygte, at en vis portion indforståethed var elementært for at kunne nyde oplevelsen.
MEN litterater har en gudsbenådet gave til at overraske mig positivt, og under påvirkning af en grotesk mængde snaps (og snaps (og snaps)) og en af de mest aparte auditive stimuleringer, forvandledes lokalet til en frådende, blodtørstig dræber af en Testrup-punkfanatiker (BRIAN! BRIAN! BRIAN!), og scene og dansegulv smeltede sammen i en vanvittig ravevæltendehoppendedansende frikadellekastende krigszone. Det er et sandt under at musikere såvel som instrumenter og forstærkere holdt til strabadserne, og det skal da også noteres, at det var svært helt at vurdere hvorvidt det var frygt eller vild glæde der kunne spores i bandmedlemmernes øjne, specielt da guitaristens hoved pludselig forsvandt ind under en utrolig stor og utrolig smuk men utrolig sindssyg litterats undertrøje, i hvad der lignede et vanvittigt stranguleringsforsøg.
Det var 15 ekstatiske minutter.
Der skal lige dvæles lidt ved bandmedlemmerne, for jeg har tidligere forholdt mig skeptisk til den tvivlsomme koncistens mellem bandets musikalske stil og deres attitudebevidsthed. Men her viste 50% af bandet sig som genrebevidste unge herrer, og afrevne skjorteærmer og en utrolig stram, Jack Daniels t-shirt´af ca punklængde (læs: ret kort), og jo Ole, du har virkelig en stritrøv (men flot, bevares), transformerede de unge hipstere til sande punkikoner.
OG og og og! Bassisten tilkendegav sig! Han var iklædt en mørkeblå sailor-sweatshirt (han så bange ud!) og var........... sådan ret normal.....
Der er ikke meget negativt (såfremt vi bevæger os i en punk-entusiastisk diskurs) at sige om koncertens generelle punkberettigelse, ingen sailor-sweatshirt og olivengrøn utrolig ikke-punk t-shirt, men specielt det faktum at guitaristens hånd såvel som guitaren selv var et blodbad af dimensioner, efter koncertens ca 15 min varighed, og brugen af selvsamme blod som ansigtsmaling efterfølgende må kunne siges at tilbagekaste enhver skepicisme. Jeg kan ikke gennemskue hvorfor han stod med et plektor i hånden, hvis han alligevel ikke brugte det, men det er ligemeget, for det er FANDME PUNK!!!
Virkelig, virkelig mange maxfailhipster-likes fra jeres groupie, lol-anmelder og største fan
The log lady
søndag den 12. december 2010
søndag den 5. december 2010
Om mennesker der (forholder sig til mennesker der) knokler
Det er en søndertrampet kliche at nutidens ungdom er sløv og visionsløs, lige såvel som den har mistet sansen for idealisme, fællesskabsånd og arbejdersolidaritet.
Engang imellem rejser der sig dog fra sløvsindets fyndige tåge nogle unge ildjsæle, der med idealismens, solidaritetens og passionens drivkraft vil og kan gøre en forskel. Tale de svages sag. Se de små dele, der ikke bliver set og vedligeholdt i den frie kapitalismes vældige maskineri, og som derfor er hensat til nedbrydelse og forrådnelse. Disse mennesker kan høre tandhjulene kurre mod hinanden med millioner af omdrejninger i timen syngende deres tandhjuls sange; og filtrere de sande røster fra de manipulerende falske. De kan tilsidesætte deres egne materielle privilegier i solidaritetens gestus med de, som knokler deres liv væk på fabrikkerne.
Dem jeg skal tale om nu, er ikke nogle af den slags mennesker…
Engang imellem rejser der sig dog fra sløvsindets fyndige tåge nogle unge ildjsæle, der med idealismens, solidaritetens og passionens drivkraft vil og kan gøre en forskel. Tale de svages sag. Se de små dele, der ikke bliver set og vedligeholdt i den frie kapitalismes vældige maskineri, og som derfor er hensat til nedbrydelse og forrådnelse. Disse mennesker kan høre tandhjulene kurre mod hinanden med millioner af omdrejninger i timen syngende deres tandhjuls sange; og filtrere de sande røster fra de manipulerende falske. De kan tilsidesætte deres egne materielle privilegier i solidaritetens gestus med de, som knokler deres liv væk på fabrikkerne.
Dem jeg skal tale om nu, er ikke nogle af den slags mennesker…
mandag den 29. november 2010
Programerklæring
Det er så vist og ganske i den rette ånd, her i brydningstider, at indsætte en programerklæring for nærværende blog, eftersom den indtil nu har præsenteret et noget snævert omdrejnings- og fokuspunkt.
Det skal fra nu af (også) omhandle andet end Testrup-punk.
--- Det er den mest revolutionerende udtalelse jeg kommer med i dag ---
Det skal handle om folk der knokler også. Måske. Men frem for alt skrevne genialiteter generelt. Det med de skrevne genialiteter, oftest udformet som dårlige anmeldelser er, vigtigt for bloggens selvforståelse, men hvis jeg uddyber årsagerne ville jeg miste de få faste læsere jeg har, so trust me.
- so baby gimme that toot toot and lemme give you that beep beep, runnin her hands through my 'fro, bouncin on 24's, while they say on the radio...
Det skal fra nu af (også) omhandle andet end Testrup-punk.
--- Det er den mest revolutionerende udtalelse jeg kommer med i dag ---
Det skal handle om folk der knokler også. Måske. Men frem for alt skrevne genialiteter generelt. Det med de skrevne genialiteter, oftest udformet som dårlige anmeldelser er, vigtigt for bloggens selvforståelse, men hvis jeg uddyber årsagerne ville jeg miste de få faste læsere jeg har, so trust me.
- so baby gimme that toot toot and lemme give you that beep beep, runnin her hands through my 'fro, bouncin on 24's, while they say on the radio...
onsdag den 27. oktober 2010
En anmeldelse af et radioprogram
Netop som jeg havde forventet at dette mit så pludseligt opståede (be)kend(t)skab til/med et ungt århusiansk punkband med det mundrette navn De Sorte Huller havde kendt sin manifestation kun i et enkelt glødende tilfælde af skriftlig forevigelse af en koncert/live-performance/happening, undertegnede var vidne til, en torsdag for omtrent en uge siden, viser denne formodning sig at være fejlslagen - indlægget er idømt en opfølger, af grunde som nedenfor kortlægges:
Det åbenbarede sig for mig da jeg fandt mig selv lyttende til Radio Ausfahrt på Århus Studenterradio i aftes. Det viste sig nemlig at selvsamme unge punkband gæstede programmet, for, som jeg og øvrige lyttere (??) kunne forstå, konstitueredes 2/4 af bandets medlemmer af de to radioværter. Med stor fornøjelse deltog undertegnede som lytter i en rejse gennem drengenes arbejde med, og tanker om, bandet og dettes dannelse og udvikling, samt mere overordnede programerklæring, potentiale og ambition.
Som programmet skrider frem, går det hverken værre eller bedre end at bandet i dets selvransagelsesprocessuelle narrativ når en eller anden form for ’samtid’, en nødvendig ånden sig selv i nakken, en hvor-er-vi-i-dag, og her er det, snakken falder på den på nærværende blog omtalte event, der fandt sted i sidste uge i en kold og våd baggård uden for spillestedet Musikcafeen. Og her finder vi første og vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg er en nødvendig realitet – undertegnede glemte simpelthen en iagttagelse så vigtig for det samlede indtryk af det unge fremmedgjorte 'attitudeskizofrene spillelystne livsglade poetisk veldrejede 25dB halvakustiske punkband', at den på det nærmeste fortjener et afsnit for sig. Og fordi det af radioprogrammet fremgik at denne manglende beskrivelse var indlemmet i forrige indlæg, hvilket ikke er tilfældet:
Efter koncerten/ happeningen begiver undertegnede med venner os ud gennem mylderet af unge punkentusiaster, som har samlet sig i musikcafeens rygergård for, sammen med os, at iagttage hændelserne og tumulten den unge punkkvartet har forårsaget, for på en stille bar at fordøje aftenens indtryk inden vi igen magter at begive os ud i det århusianske natteliv. I gården finder vi midlertidig bandets trommeslager – som jeg nu har erfaret bærer navnet 2punk2live-Brian – med samt guitarist - Ole -, diskuterende hvorvidt Brian kan køre bilen med bandets gear, nu da han drak to øl tidligere på aftenen..! Jeg er splittet (som så mange gange før i min perception og formidling af DSH (jeg er blevet bekendt med en insider – forkortelse)) mellem at bifalde dette tilfælde af notorisk u-punkværdig opførsel som konsistent med bandets øvrige attitudeskizofreni eller bidragende til en øvrigere splittelse i min forståelse af dem.
Tilbage til radioprogrammet, hvor en ting slog mig og må danne grundlag for endnu en årsag til dette indlægs tilbliven. Undertegnede havde nemlig håbet på i dette program at blive introduceret for forrige indlægs manglende brik, the missing link, bandets Sorte Hul - bassisten.
Men det lader til, at denne simpelthen ikke eksisterer. Til gengæld fulgte en interessant gennemgang af de bassister, der har haft deres gang i De Sorte Huller. Undertegnede skæver til muligheden af, at det simpelthen er dette bassistuide kompleks, der danner grund for bandets navn..?
Dog, den vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg blev en realitet, omend efter intens polemik i mit sind, var at Ole - hvis punkattitude i øvrigt, som det er blevet mig åbenbaret af en jævn antropolog, med hvem jeg deler tag, understøttes af det faktum at han ligner Johnny Rodden - under programmet formulerede et eksplicit håb om at dette radioprogram ikke ville blive fulgt op af en anmeldelse…
Der er ikke meget mere at sige om bandet for nu – de taler fint selv for sig – når de kan få ørenlyd for trommeslagerens ivrige trommehvirvler og egne internheder og sms’er fra groupien, der kokkererer risengrød til dem
Jeg knipser og loller lidt, for 1) DSH har været skyld i, at undertegnede i løbet af fortløbende uge har hørt mere punk end nogensinde før, og 2) de har en kat til at lave risengrød til sig.
Forhåbentlig roger over and out.
The log lady <3
Det åbenbarede sig for mig da jeg fandt mig selv lyttende til Radio Ausfahrt på Århus Studenterradio i aftes. Det viste sig nemlig at selvsamme unge punkband gæstede programmet, for, som jeg og øvrige lyttere (??) kunne forstå, konstitueredes 2/4 af bandets medlemmer af de to radioværter. Med stor fornøjelse deltog undertegnede som lytter i en rejse gennem drengenes arbejde med, og tanker om, bandet og dettes dannelse og udvikling, samt mere overordnede programerklæring, potentiale og ambition.
Som programmet skrider frem, går det hverken værre eller bedre end at bandet i dets selvransagelsesprocessuelle narrativ når en eller anden form for ’samtid’, en nødvendig ånden sig selv i nakken, en hvor-er-vi-i-dag, og her er det, snakken falder på den på nærværende blog omtalte event, der fandt sted i sidste uge i en kold og våd baggård uden for spillestedet Musikcafeen. Og her finder vi første og vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg er en nødvendig realitet – undertegnede glemte simpelthen en iagttagelse så vigtig for det samlede indtryk af det unge fremmedgjorte 'attitudeskizofrene spillelystne livsglade poetisk veldrejede 25dB halvakustiske punkband', at den på det nærmeste fortjener et afsnit for sig. Og fordi det af radioprogrammet fremgik at denne manglende beskrivelse var indlemmet i forrige indlæg, hvilket ikke er tilfældet:
Efter koncerten/ happeningen begiver undertegnede med venner os ud gennem mylderet af unge punkentusiaster, som har samlet sig i musikcafeens rygergård for, sammen med os, at iagttage hændelserne og tumulten den unge punkkvartet har forårsaget, for på en stille bar at fordøje aftenens indtryk inden vi igen magter at begive os ud i det århusianske natteliv. I gården finder vi midlertidig bandets trommeslager – som jeg nu har erfaret bærer navnet 2punk2live-Brian – med samt guitarist - Ole -, diskuterende hvorvidt Brian kan køre bilen med bandets gear, nu da han drak to øl tidligere på aftenen..! Jeg er splittet (som så mange gange før i min perception og formidling af DSH (jeg er blevet bekendt med en insider – forkortelse)) mellem at bifalde dette tilfælde af notorisk u-punkværdig opførsel som konsistent med bandets øvrige attitudeskizofreni eller bidragende til en øvrigere splittelse i min forståelse af dem.
Tilbage til radioprogrammet, hvor en ting slog mig og må danne grundlag for endnu en årsag til dette indlægs tilbliven. Undertegnede havde nemlig håbet på i dette program at blive introduceret for forrige indlægs manglende brik, the missing link, bandets Sorte Hul - bassisten.
Men det lader til, at denne simpelthen ikke eksisterer. Til gengæld fulgte en interessant gennemgang af de bassister, der har haft deres gang i De Sorte Huller. Undertegnede skæver til muligheden af, at det simpelthen er dette bassistuide kompleks, der danner grund for bandets navn..?
Dog, den vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg blev en realitet, omend efter intens polemik i mit sind, var at Ole - hvis punkattitude i øvrigt, som det er blevet mig åbenbaret af en jævn antropolog, med hvem jeg deler tag, understøttes af det faktum at han ligner Johnny Rodden - under programmet formulerede et eksplicit håb om at dette radioprogram ikke ville blive fulgt op af en anmeldelse…
Der er ikke meget mere at sige om bandet for nu – de taler fint selv for sig – når de kan få ørenlyd for trommeslagerens ivrige trommehvirvler og egne internheder og sms’er fra groupien, der kokkererer risengrød til dem
Jeg knipser og loller lidt, for 1) DSH har været skyld i, at undertegnede i løbet af fortløbende uge har hørt mere punk end nogensinde før, og 2) de har en kat til at lave risengrød til sig.
Forhåbentlig roger over and out.
The log lady <3
fredag den 22. oktober 2010
En punkanmeldelse # første-og-sidste
Jeg finder det bydende nødvendigt at tvinge mig selv op med solens første stråler og, i en tilstand der bedst lader sig beskrive som stadig beruset, nedfælde disse betragtninger, eftersom det forekommer mig, at dette bør indfinde sig inden jeg bliver ædru, mister klarsynet og taber mæglet.
Det, undertegnede med venner og random sort-hår-hættetrøje-nittebefængte-anarkistattitudeteens bevidnede i en kold baggård udenfor musikcaféen i Århus en forholdsvis ikke-alt-for-sen torsdag aften i oktober, var, og her passer jeg på med overdrivelserne, måske et af de mest abnormale, paradoksale, genresprængende - jeg skal lige til at skrive useriøse, men det frygter jeg, jeg vil komme til at fortryde sidenhen – minutter, punkscenen længe har været udsat for. Her var verfremdungseffekt for alle pengene for alle de, der kiggede op fra deres pausesmøg, og beskuede drengene og disses ehr musikalske input mellem aftenens øvrige punkbands.
Det fire mand høje punk/rock/hipstersmart/det-var-svært-rigtigt-at-danne-sig-et-indtryk-af-de-spillede-kun-ét-nummer band der kalder sig De Sorte Huller, var en skizofren oplevelse ud over ret mange grænser og på ret mange planer, startende ved drengenes udseende og attituder: en forsanger der manifesterer excentricitetens væsen og poesiens skaberkraft og dermed umiddelbart formidler bandets (hans?) latente Prebenmajor-møder-porno-møder-nåja-punk-attitude udadtil; en guitarist der ganske vist bar hættetrøje i aftenens anledning, men kun med nød havde fravristet sig den for historiefagets obligatoriske striksweater; en trommeslager, som helt afgjort har et genremæssigt attitudeproblem, og til denne gennembrudets aften havde iført sig et, ganske klædeligt godt nok, hipsteroutfit, sortindbefattet brille og pædagogisk lærersmil; med samt en bassist, der.. nåja.. han spillede bas. Undertegnede havde beklageligvis placeret sig så bassisten stod i Simons blinde vinkel, således at jeg, hver gang mit blik søgte at aflægge dette bandmedlem en visit, blev distraheret af Simons sceneshow (!) eller den nette hipstertrommearm.
Så der stod vi, i regnvejr og minusgrader, åndeløse af spænding, og betragtede de fire gøre klar til hvad alle nok havde forventet ville ende i en ren fiasko – det var det sidste det gjorde! Det var måske et af de mest intense minutter i nyere Testrup-århusiansk punks historie. Jeg føler mig ikke sikker på, hvad resultatet havde været, var De Sorte Huller ikke blevet bedt om at PAK’ SAMMEN MAND! af lydniveaumæssige årsager, efter første nummer af ca et minuts varighed, men jeg er ret overbevist om at det alt sammen bidrog til stemningen af fremmedgjort attitudeskizofren spillelysten livsglad poetisk veldrejet 25dB halvakustisk punk.
Jeg var så begejstret at jeg nok ikke lyver når jeg skriver, at jeg lovede De Sorte Huller et sted mellem 5 og 10 minutters scenetid ved næste litteraturhistoriefest, så da vil der, forhåbentlig, være rig mulighed for at kompensere for det tab af musikalsk dannelse, denne oplevelse konstituerede.
De får mange maxfailhipster-likes, men jeg knipsede ikke og sagde lol. Det lover jeg at gøre næste gang.
Det, undertegnede med venner og random sort-hår-hættetrøje-nittebefængte-anarkistattitudeteens bevidnede i en kold baggård udenfor musikcaféen i Århus en forholdsvis ikke-alt-for-sen torsdag aften i oktober, var, og her passer jeg på med overdrivelserne, måske et af de mest abnormale, paradoksale, genresprængende - jeg skal lige til at skrive useriøse, men det frygter jeg, jeg vil komme til at fortryde sidenhen – minutter, punkscenen længe har været udsat for. Her var verfremdungseffekt for alle pengene for alle de, der kiggede op fra deres pausesmøg, og beskuede drengene og disses ehr musikalske input mellem aftenens øvrige punkbands.
Det fire mand høje punk/rock/hipstersmart/det-var-svært-rigtigt-at-danne-sig-et-indtryk-af-de-spillede-kun-ét-nummer band der kalder sig De Sorte Huller, var en skizofren oplevelse ud over ret mange grænser og på ret mange planer, startende ved drengenes udseende og attituder: en forsanger der manifesterer excentricitetens væsen og poesiens skaberkraft og dermed umiddelbart formidler bandets (hans?) latente Prebenmajor-møder-porno-møder-nåja-punk-attitude udadtil; en guitarist der ganske vist bar hættetrøje i aftenens anledning, men kun med nød havde fravristet sig den for historiefagets obligatoriske striksweater; en trommeslager, som helt afgjort har et genremæssigt attitudeproblem, og til denne gennembrudets aften havde iført sig et, ganske klædeligt godt nok, hipsteroutfit, sortindbefattet brille og pædagogisk lærersmil; med samt en bassist, der.. nåja.. han spillede bas. Undertegnede havde beklageligvis placeret sig så bassisten stod i Simons blinde vinkel, således at jeg, hver gang mit blik søgte at aflægge dette bandmedlem en visit, blev distraheret af Simons sceneshow (!) eller den nette hipstertrommearm.
Så der stod vi, i regnvejr og minusgrader, åndeløse af spænding, og betragtede de fire gøre klar til hvad alle nok havde forventet ville ende i en ren fiasko – det var det sidste det gjorde! Det var måske et af de mest intense minutter i nyere Testrup-århusiansk punks historie. Jeg føler mig ikke sikker på, hvad resultatet havde været, var De Sorte Huller ikke blevet bedt om at PAK’ SAMMEN MAND! af lydniveaumæssige årsager, efter første nummer af ca et minuts varighed, men jeg er ret overbevist om at det alt sammen bidrog til stemningen af fremmedgjort attitudeskizofren spillelysten livsglad poetisk veldrejet 25dB halvakustisk punk.
Jeg var så begejstret at jeg nok ikke lyver når jeg skriver, at jeg lovede De Sorte Huller et sted mellem 5 og 10 minutters scenetid ved næste litteraturhistoriefest, så da vil der, forhåbentlig, være rig mulighed for at kompensere for det tab af musikalsk dannelse, denne oplevelse konstituerede.
De får mange maxfailhipster-likes, men jeg knipsede ikke og sagde lol. Det lover jeg at gøre næste gang.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)