Kun en dump, afventende stilhed herinde har fuldt i kølvandet på den på musikcafeen afviklede punkseance, der fandt sted fredag d. 25. Marts, og jeg er ikke sikker på det har – eller, jeg er ret sikker på at det ikke har – været berettiget. Så i første omgang må der lyde en forlegen undskyldning herfra. Og et forsøg på forklaring; jeg har febrilsk afventet ordenes komme, jeg har siddet ved skærmen og de har ikke meldt deres ankomst – det er som om koncerten kom imellem mig og ordene.
Og det må være udgangspunktet for denne anmeldelse af de sorte huller; altså, ordene der ikke rækker; den diskursive ændring, der var nødvendig for en fortsat sproglig dækning af de sorte huller.
Jeg havde nærmest anmeldelsen på tungen da jeg stod på musikcafeen, en jævnt beruset fredag aften, omringet af dsh’s tætteste og mest trofaste følgere, og afventede drengenes første spæde forsøg på den store scene inden døre. Jeg vidste de var nervøse - jeg var selv nervøs. Og jeg var stolt over dem, det ubehjælpelige punk/rock/hipstersmart/lol/testrup-band, som jeg, som følge af en hjerneblødning en regnfuld torsdag aften i oktober ude foran musikcafeen, havde besluttet at følge og dække i al deres gøren og laden. At følge deres udvikling; fra en et-minuts-koncert foran musikcafeen – med efterfølgende lovning på aldrig at skulle regne med at komme til at spille dér, henover mere eller mindre succesfuld, men i hvert fald punk, optræden ved litteraturhistories juleforkost, til nu dette – opvarmning for den amerikanske punklegende Spider Babies - samt lovning på udgivelse på kassettebånd, har været en spændende og rørende rejse. Men jeg har altid, indtil nu, vidst hvorledes jeg i ord skulle nedfælde mine betragtninger, og således stod jeg også denne aften, selvsikkert, med ordene i halsen…
De tyve minutter, koncerten varede, gik stærkt. Det var en rutsjetur af musikalsk-dynamiske og følelsesmæssige udsving, lys- og sceneshow, og et begejstret-afventende publikum der hurtigt lod sig forføre af drengenes overlegent professionelle og scenevante optræden. Alt var gennemtænkt og gennemført; Ole opvejede sit barnligt-retarderede smil med kasket, sprængte strenge, ustemt guitar, problemer med at holde ledningen i guitaren (jeg skal lige lære dig et trick) og selvfølgelig, den obligatoriske nedladende demonstration af plekterbrug – de blodige hænder; bassisten (Oliver, hedder han!) var trukket frem i billedet og havde et helt spotlight for sig selv – så det var muligt at dechifrere hans, meget rolige, tilstedeværelse på scenen; Brian var ganske vist nærmest uidentificerbar bag en intens røgmur, men hans voldtægt (overdrivelse gange en milliard) af trommerne var uafvigeligt punk, og hans fravær i billedet forstærkede kun de frådende-begejstrede BRIAN!-kor.
Og Simon. Simon vinder en Cannes-pris for sit sceneshow. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg græd. Jeg græder nu. Jeg var så overvældet. Berusende i sin karisma hoppede, løb, væltede, kravlede han rundt som et manifest på excentrisk punk, og han alene er Orange Scene værdig (det skal nok komme).
Og denne oplevelse omstyrtede fuldstændigt min selvsikre-ironiske diskurs i hvilken jeg havde tænkt mig at dække denne koncert. Jeg må skamfuldt trække al tvivl tilbage og mat fremstamme
- et tak.
