Jeg finder det bydende nødvendigt at tvinge mig selv op med solens første stråler og, i en tilstand der bedst lader sig beskrive som stadig beruset, nedfælde disse betragtninger, eftersom det forekommer mig, at dette bør indfinde sig inden jeg bliver ædru, mister klarsynet og taber mæglet.
Det, undertegnede med venner og random sort-hår-hættetrøje-nittebefængte-anarkistattitudeteens bevidnede i en kold baggård udenfor musikcaféen i Århus en forholdsvis ikke-alt-for-sen torsdag aften i oktober, var, og her passer jeg på med overdrivelserne, måske et af de mest abnormale, paradoksale, genresprængende - jeg skal lige til at skrive useriøse, men det frygter jeg, jeg vil komme til at fortryde sidenhen – minutter, punkscenen længe har været udsat for. Her var verfremdungseffekt for alle pengene for alle de, der kiggede op fra deres pausesmøg, og beskuede drengene og disses ehr musikalske input mellem aftenens øvrige punkbands.
Det fire mand høje punk/rock/hipstersmart/det-var-svært-rigtigt-at-danne-sig-et-indtryk-af-de-spillede-kun-ét-nummer band der kalder sig De Sorte Huller, var en skizofren oplevelse ud over ret mange grænser og på ret mange planer, startende ved drengenes udseende og attituder: en forsanger der manifesterer excentricitetens væsen og poesiens skaberkraft og dermed umiddelbart formidler bandets (hans?) latente Prebenmajor-møder-porno-møder-nåja-punk-attitude udadtil; en guitarist der ganske vist bar hættetrøje i aftenens anledning, men kun med nød havde fravristet sig den for historiefagets obligatoriske striksweater; en trommeslager, som helt afgjort har et genremæssigt attitudeproblem, og til denne gennembrudets aften havde iført sig et, ganske klædeligt godt nok, hipsteroutfit, sortindbefattet brille og pædagogisk lærersmil; med samt en bassist, der.. nåja.. han spillede bas. Undertegnede havde beklageligvis placeret sig så bassisten stod i Simons blinde vinkel, således at jeg, hver gang mit blik søgte at aflægge dette bandmedlem en visit, blev distraheret af Simons sceneshow (!) eller den nette hipstertrommearm.
Så der stod vi, i regnvejr og minusgrader, åndeløse af spænding, og betragtede de fire gøre klar til hvad alle nok havde forventet ville ende i en ren fiasko – det var det sidste det gjorde! Det var måske et af de mest intense minutter i nyere Testrup-århusiansk punks historie. Jeg føler mig ikke sikker på, hvad resultatet havde været, var De Sorte Huller ikke blevet bedt om at PAK’ SAMMEN MAND! af lydniveaumæssige årsager, efter første nummer af ca et minuts varighed, men jeg er ret overbevist om at det alt sammen bidrog til stemningen af fremmedgjort attitudeskizofren spillelysten livsglad poetisk veldrejet 25dB halvakustisk punk.
Jeg var så begejstret at jeg nok ikke lyver når jeg skriver, at jeg lovede De Sorte Huller et sted mellem 5 og 10 minutters scenetid ved næste litteraturhistoriefest, så da vil der, forhåbentlig, være rig mulighed for at kompensere for det tab af musikalsk dannelse, denne oplevelse konstituerede.
De får mange maxfailhipster-likes, men jeg knipsede ikke og sagde lol. Det lover jeg at gøre næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar