Netop som jeg havde forventet at dette mit så pludseligt opståede (be)kend(t)skab til/med et ungt århusiansk punkband med det mundrette navn De Sorte Huller havde kendt sin manifestation kun i et enkelt glødende tilfælde af skriftlig forevigelse af en koncert/live-performance/happening, undertegnede var vidne til, en torsdag for omtrent en uge siden, viser denne formodning sig at være fejlslagen - indlægget er idømt en opfølger, af grunde som nedenfor kortlægges:
Det åbenbarede sig for mig da jeg fandt mig selv lyttende til Radio Ausfahrt på Århus Studenterradio i aftes. Det viste sig nemlig at selvsamme unge punkband gæstede programmet, for, som jeg og øvrige lyttere (??) kunne forstå, konstitueredes 2/4 af bandets medlemmer af de to radioværter. Med stor fornøjelse deltog undertegnede som lytter i en rejse gennem drengenes arbejde med, og tanker om, bandet og dettes dannelse og udvikling, samt mere overordnede programerklæring, potentiale og ambition.
Som programmet skrider frem, går det hverken værre eller bedre end at bandet i dets selvransagelsesprocessuelle narrativ når en eller anden form for ’samtid’, en nødvendig ånden sig selv i nakken, en hvor-er-vi-i-dag, og her er det, snakken falder på den på nærværende blog omtalte event, der fandt sted i sidste uge i en kold og våd baggård uden for spillestedet Musikcafeen. Og her finder vi første og vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg er en nødvendig realitet – undertegnede glemte simpelthen en iagttagelse så vigtig for det samlede indtryk af det unge fremmedgjorte 'attitudeskizofrene spillelystne livsglade poetisk veldrejede 25dB halvakustiske punkband', at den på det nærmeste fortjener et afsnit for sig. Og fordi det af radioprogrammet fremgik at denne manglende beskrivelse var indlemmet i forrige indlæg, hvilket ikke er tilfældet:
Efter koncerten/ happeningen begiver undertegnede med venner os ud gennem mylderet af unge punkentusiaster, som har samlet sig i musikcafeens rygergård for, sammen med os, at iagttage hændelserne og tumulten den unge punkkvartet har forårsaget, for på en stille bar at fordøje aftenens indtryk inden vi igen magter at begive os ud i det århusianske natteliv. I gården finder vi midlertidig bandets trommeslager – som jeg nu har erfaret bærer navnet 2punk2live-Brian – med samt guitarist - Ole -, diskuterende hvorvidt Brian kan køre bilen med bandets gear, nu da han drak to øl tidligere på aftenen..! Jeg er splittet (som så mange gange før i min perception og formidling af DSH (jeg er blevet bekendt med en insider – forkortelse)) mellem at bifalde dette tilfælde af notorisk u-punkværdig opførsel som konsistent med bandets øvrige attitudeskizofreni eller bidragende til en øvrigere splittelse i min forståelse af dem.
Tilbage til radioprogrammet, hvor en ting slog mig og må danne grundlag for endnu en årsag til dette indlægs tilbliven. Undertegnede havde nemlig håbet på i dette program at blive introduceret for forrige indlægs manglende brik, the missing link, bandets Sorte Hul - bassisten.
Men det lader til, at denne simpelthen ikke eksisterer. Til gengæld fulgte en interessant gennemgang af de bassister, der har haft deres gang i De Sorte Huller. Undertegnede skæver til muligheden af, at det simpelthen er dette bassistuide kompleks, der danner grund for bandets navn..?
Dog, den vigtigste årsag til at dette opfølgende indlæg blev en realitet, omend efter intens polemik i mit sind, var at Ole - hvis punkattitude i øvrigt, som det er blevet mig åbenbaret af en jævn antropolog, med hvem jeg deler tag, understøttes af det faktum at han ligner Johnny Rodden - under programmet formulerede et eksplicit håb om at dette radioprogram ikke ville blive fulgt op af en anmeldelse…
Der er ikke meget mere at sige om bandet for nu – de taler fint selv for sig – når de kan få ørenlyd for trommeslagerens ivrige trommehvirvler og egne internheder og sms’er fra groupien, der kokkererer risengrød til dem
Jeg knipser og loller lidt, for 1) DSH har været skyld i, at undertegnede i løbet af fortløbende uge har hørt mere punk end nogensinde før, og 2) de har en kat til at lave risengrød til sig.
Forhåbentlig roger over and out.
The log lady <3
onsdag den 27. oktober 2010
fredag den 22. oktober 2010
En punkanmeldelse # første-og-sidste
Jeg finder det bydende nødvendigt at tvinge mig selv op med solens første stråler og, i en tilstand der bedst lader sig beskrive som stadig beruset, nedfælde disse betragtninger, eftersom det forekommer mig, at dette bør indfinde sig inden jeg bliver ædru, mister klarsynet og taber mæglet.
Det, undertegnede med venner og random sort-hår-hættetrøje-nittebefængte-anarkistattitudeteens bevidnede i en kold baggård udenfor musikcaféen i Århus en forholdsvis ikke-alt-for-sen torsdag aften i oktober, var, og her passer jeg på med overdrivelserne, måske et af de mest abnormale, paradoksale, genresprængende - jeg skal lige til at skrive useriøse, men det frygter jeg, jeg vil komme til at fortryde sidenhen – minutter, punkscenen længe har været udsat for. Her var verfremdungseffekt for alle pengene for alle de, der kiggede op fra deres pausesmøg, og beskuede drengene og disses ehr musikalske input mellem aftenens øvrige punkbands.
Det fire mand høje punk/rock/hipstersmart/det-var-svært-rigtigt-at-danne-sig-et-indtryk-af-de-spillede-kun-ét-nummer band der kalder sig De Sorte Huller, var en skizofren oplevelse ud over ret mange grænser og på ret mange planer, startende ved drengenes udseende og attituder: en forsanger der manifesterer excentricitetens væsen og poesiens skaberkraft og dermed umiddelbart formidler bandets (hans?) latente Prebenmajor-møder-porno-møder-nåja-punk-attitude udadtil; en guitarist der ganske vist bar hættetrøje i aftenens anledning, men kun med nød havde fravristet sig den for historiefagets obligatoriske striksweater; en trommeslager, som helt afgjort har et genremæssigt attitudeproblem, og til denne gennembrudets aften havde iført sig et, ganske klædeligt godt nok, hipsteroutfit, sortindbefattet brille og pædagogisk lærersmil; med samt en bassist, der.. nåja.. han spillede bas. Undertegnede havde beklageligvis placeret sig så bassisten stod i Simons blinde vinkel, således at jeg, hver gang mit blik søgte at aflægge dette bandmedlem en visit, blev distraheret af Simons sceneshow (!) eller den nette hipstertrommearm.
Så der stod vi, i regnvejr og minusgrader, åndeløse af spænding, og betragtede de fire gøre klar til hvad alle nok havde forventet ville ende i en ren fiasko – det var det sidste det gjorde! Det var måske et af de mest intense minutter i nyere Testrup-århusiansk punks historie. Jeg føler mig ikke sikker på, hvad resultatet havde været, var De Sorte Huller ikke blevet bedt om at PAK’ SAMMEN MAND! af lydniveaumæssige årsager, efter første nummer af ca et minuts varighed, men jeg er ret overbevist om at det alt sammen bidrog til stemningen af fremmedgjort attitudeskizofren spillelysten livsglad poetisk veldrejet 25dB halvakustisk punk.
Jeg var så begejstret at jeg nok ikke lyver når jeg skriver, at jeg lovede De Sorte Huller et sted mellem 5 og 10 minutters scenetid ved næste litteraturhistoriefest, så da vil der, forhåbentlig, være rig mulighed for at kompensere for det tab af musikalsk dannelse, denne oplevelse konstituerede.
De får mange maxfailhipster-likes, men jeg knipsede ikke og sagde lol. Det lover jeg at gøre næste gang.
Det, undertegnede med venner og random sort-hår-hættetrøje-nittebefængte-anarkistattitudeteens bevidnede i en kold baggård udenfor musikcaféen i Århus en forholdsvis ikke-alt-for-sen torsdag aften i oktober, var, og her passer jeg på med overdrivelserne, måske et af de mest abnormale, paradoksale, genresprængende - jeg skal lige til at skrive useriøse, men det frygter jeg, jeg vil komme til at fortryde sidenhen – minutter, punkscenen længe har været udsat for. Her var verfremdungseffekt for alle pengene for alle de, der kiggede op fra deres pausesmøg, og beskuede drengene og disses ehr musikalske input mellem aftenens øvrige punkbands.
Det fire mand høje punk/rock/hipstersmart/det-var-svært-rigtigt-at-danne-sig-et-indtryk-af-de-spillede-kun-ét-nummer band der kalder sig De Sorte Huller, var en skizofren oplevelse ud over ret mange grænser og på ret mange planer, startende ved drengenes udseende og attituder: en forsanger der manifesterer excentricitetens væsen og poesiens skaberkraft og dermed umiddelbart formidler bandets (hans?) latente Prebenmajor-møder-porno-møder-nåja-punk-attitude udadtil; en guitarist der ganske vist bar hættetrøje i aftenens anledning, men kun med nød havde fravristet sig den for historiefagets obligatoriske striksweater; en trommeslager, som helt afgjort har et genremæssigt attitudeproblem, og til denne gennembrudets aften havde iført sig et, ganske klædeligt godt nok, hipsteroutfit, sortindbefattet brille og pædagogisk lærersmil; med samt en bassist, der.. nåja.. han spillede bas. Undertegnede havde beklageligvis placeret sig så bassisten stod i Simons blinde vinkel, således at jeg, hver gang mit blik søgte at aflægge dette bandmedlem en visit, blev distraheret af Simons sceneshow (!) eller den nette hipstertrommearm.
Så der stod vi, i regnvejr og minusgrader, åndeløse af spænding, og betragtede de fire gøre klar til hvad alle nok havde forventet ville ende i en ren fiasko – det var det sidste det gjorde! Det var måske et af de mest intense minutter i nyere Testrup-århusiansk punks historie. Jeg føler mig ikke sikker på, hvad resultatet havde været, var De Sorte Huller ikke blevet bedt om at PAK’ SAMMEN MAND! af lydniveaumæssige årsager, efter første nummer af ca et minuts varighed, men jeg er ret overbevist om at det alt sammen bidrog til stemningen af fremmedgjort attitudeskizofren spillelysten livsglad poetisk veldrejet 25dB halvakustisk punk.
Jeg var så begejstret at jeg nok ikke lyver når jeg skriver, at jeg lovede De Sorte Huller et sted mellem 5 og 10 minutters scenetid ved næste litteraturhistoriefest, så da vil der, forhåbentlig, være rig mulighed for at kompensere for det tab af musikalsk dannelse, denne oplevelse konstituerede.
De får mange maxfailhipster-likes, men jeg knipsede ikke og sagde lol. Det lover jeg at gøre næste gang.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)