in memoriam

Her har været dødt på det sidste, det kan lige så godt italesættes, for det er ingen skam. Det skyldes blot at undertegnede intet har haft at skrive om. For hvad angår mit livets forår og eneste inspirationskilde, et uhjælpeligt punkband, så har vandet også ligget lidt stille i åen på deres banehalvdel.

Det er aldrig til at vide med sådan et punkband, hvilken vej vindene blæser. Snart går den ene i hundene, snart bliver den anden nazist, den tredje kærestekedelig - man ved snart ikke hvilket hul der er det sorteste, og som verdens mest trofaste støtte i dryspells kan det godt være en udfordring at skulle holde styr på.

Men en dryspell kan der nu nok ikke længere være tale om. De Sorte Huller er ikke længere en stjerne på den aarhusianske punkhimmel, og dét er til gengæld både synd og skam, både for bandet selv, det lokale og regionale (hvem ved om der med tiden ville være blevet tale om det nationale?) musikliv, samt selvfølgelig for alle os der fulgte bandet med følelserne udenpå tøjet og hjertet i halsen.

Det har nok længe luret i min underbevidsthed som en realitet der savnede anerkendelse, at dette indlæg ville skulle forfattes, og her er det så; min afskedshymne til slut-nullernes mindste og dårligste punkband, som tabte pusten da de fik stjålet gearet. Det er ikke særlig punk, drenge!

Punken i firkløveret brændte ud. Men bloggen består - spændt afventende den reunion, vi alle ved er forestående. I mellemtiden kan det være, jeg finder på noget bedre at skrive om..

L

De Sorte Huller @ musikcafeen

Kun en dump, afventende stilhed herinde har fuldt i kølvandet på den på musikcafeen afviklede punkseance, der fandt sted fredag d. 25. Marts, og jeg er ikke sikker på det har – eller, jeg er ret sikker på at det ikke har – været berettiget. Så i første omgang må der lyde en forlegen undskyldning herfra. Og et forsøg på forklaring; jeg har febrilsk afventet ordenes komme, jeg har siddet ved skærmen og de har ikke meldt deres ankomst – det er som om koncerten kom imellem mig og ordene.

Og det må være udgangspunktet for denne anmeldelse af de sorte huller; altså, ordene der ikke rækker; den diskursive ændring, der var nødvendig for en fortsat sproglig dækning af de sorte huller.

Jeg havde nærmest anmeldelsen på tungen da jeg stod på musikcafeen, en jævnt beruset fredag aften, omringet af dsh’s tætteste og mest trofaste følgere, og afventede drengenes første spæde forsøg på den store scene inden døre. Jeg vidste de var nervøse - jeg var selv nervøs. Og jeg var stolt over dem, det ubehjælpelige punk/rock/hipstersmart/lol/testrup-band, som jeg, som følge af en hjerneblødning en regnfuld torsdag aften i oktober ude foran musikcafeen, havde besluttet at følge og dække i al deres gøren og laden. At følge deres udvikling; fra en et-minuts-koncert foran musikcafeen – med efterfølgende lovning på aldrig at skulle regne med at komme til at spille dér, henover mere eller mindre succesfuld, men i hvert fald punk, optræden ved litteraturhistories juleforkost, til nu dette – opvarmning for den amerikanske punklegende Spider Babies - samt lovning på udgivelse på kassettebånd, har været en spændende og rørende rejse. Men jeg har altid, indtil nu, vidst hvorledes jeg i ord skulle nedfælde mine betragtninger, og således stod jeg også denne aften, selvsikkert, med ordene i halsen…

De tyve minutter, koncerten varede, gik stærkt. Det var en rutsjetur af musikalsk-dynamiske og følelsesmæssige udsving, lys- og sceneshow, og et begejstret-afventende publikum der hurtigt lod sig forføre af drengenes overlegent professionelle og scenevante optræden. Alt var gennemtænkt og gennemført; Ole opvejede sit barnligt-retarderede smil med kasket, sprængte strenge, ustemt guitar, problemer med at holde ledningen i guitaren (jeg skal lige lære dig et trick) og selvfølgelig, den obligatoriske nedladende demonstration af plekterbrug – de blodige hænder; bassisten (Oliver, hedder han!) var trukket frem i billedet og havde et helt spotlight for sig selv – så det var muligt at dechifrere hans, meget rolige, tilstedeværelse på scenen; Brian var ganske vist nærmest uidentificerbar bag en intens røgmur, men hans voldtægt (overdrivelse gange en milliard) af trommerne var uafvigeligt punk, og hans fravær i billedet forstærkede kun de frådende-begejstrede BRIAN!-kor.

Og Simon. Simon vinder en Cannes-pris for sit sceneshow. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg græd. Jeg græder nu. Jeg var så overvældet. Berusende i sin karisma hoppede, løb, væltede, kravlede han rundt som et manifest på excentrisk punk, og han alene er Orange Scene værdig (det skal nok komme).

Og denne oplevelse omstyrtede fuldstændigt min selvsikre-ironiske diskurs i hvilken jeg havde tænkt mig at dække denne koncert. Jeg må skamfuldt trække al tvivl tilbage og mat fremstamme
- et tak.

Skrevne mesterværker #7 - Hængt Mand

Du blev voksen men det var en fejl
og det er det som skræmmer dig
du står og hænger op ad en bar
hvor er det fedt at du skal være far

De har rigtig fået krammet på dig
men det var bare for at more dem
de tror at de har dig men nej nej
de ved ikke at du har en plan
og det dukker i hvert et organ
du kan sagtens smadre deres system

Du bliver kontrolleret
og nu ser du hvordan:
Du smiler som en hængt mand
det er en dvaletilstand
du smiler som en helt, helt anden

Inde i maven er et insekt
det er hendes eget projekt
viklet ind i tætmasket spind
men ikke i dit eget skind

De har rigtig fået krammet på dig...

Du bliver kontrolleret...

Du bliver kontrolleret...

Skrevne mesterværker #6 - Lykantropi

Jeg fortryder jeg blev født
og nu går jeg hjem
min tunge hænger ud af min mund
og jeg er ved at gro pels

Transformation - lykantropi
transformation - min idioti

Festen var noget værre lort
du bed mig i min kind
og strax havde jeg halsbrand
og syre i hele kroppen!

Transformation - lykantropi
transformation - min idioti

Mine fyldninger de brænder
for de er proppet med sølv
min hjerne koger over
og jeg kan ikke drikke øl!

Transformation - lykantropi
transformation - min idioti
transformation - lykantropi
transformation - din lortepige

Gå ikke ud i nat skat
for jeg vil ha' payback

Skrevne mesterværker #5 - Maskinpik

Jeg købte den på qxl
[MASKINPIK]
jeg brugte den først på shell
[MASKINPIK]
jeg tar den frem når jeg er stiv
[MASKINPIK]
som om den var en rambokniv
[MASKINPIK]

støn

folk bliver rigtig bange
[MASKINPIK]
den er giftigere end en slange
[MASKINPIK]
og når du er blevet bidt
[MASKINPIK]
så er det din exit
[MASKINPIK]

manisk latter

(subliminal besked)

jeg skyder dig i skødet
[MASKINPIK]
Den dekorerer kødet
[MASKINPIK]
jeg er mester i feng shui
[MASKINPIK]
jeg er mester i feng shui
[MASKINPIK]

bang bang bang bang bang bang bang bang

Skrevne mesterværker #4 - Geek Punk

Din armorclass var 29
dit yndlingsdyr var Pikachu
jeg var bare level fire
ku' ikke spells der var til pi'r

Det eneste jeg kan
det er at spille Geek Punk
det eneste jeg kan
det er at spille Geek Punk

av mit hjerte

Jeg rummer mere end du aner
jeg har været til mange lan'er
Counter strike og WoW
når jeg døde sagde jeg av
og nu går det ikke så godt
for du har givet mig et headshot

av min smerte

Din armorclass var 29
dit yndlingsdyr var Pikachu
jeg var bare level fire
ku' ikke spells der var til pi'r

men det eneste jeg kan
det er at spille Geek Punk
det eneste jeg kan
det er at spille Geek Punk

så kan I lære det

Skrevne mesterværker #3 - Terrorpakker

Mor og far har været på Borgen
for det regner med bomber fra oven
De har masser af pakker med
jeg har set det og I ved det
De prøver at slå os ihjel
De hader vores way of life

Jo mere vi forbyder
så længe vi bare skyder
jeg er mere tryg
når jeg pisser op ad din ryg

Hvad har far med i dag
terrorpakker og kun til mig
Jens, han dør i et fremmed land
og jeg får et videokamera

Til at overvåge mig selv

Nu sidder jeg og pakker ud
det er de sorte der står for skud
jeg åbner med bidte negler
det jeg ser, det der sker
i en terroristisk verden
for det er meningen

Jo mere vi forbyder
så længe vi bare skyder
jeg er mere tryg
når jeg pisser op ad din ryg

Hvad har far med i dag
terrorpakker og kun til mig
Jens, han dør i Afghanistan
og jeg har et videokamera

jeg kan overvåge

mig selv